Yoga og bevægelse hos Klinik Uglebjerg

Yoga og bevægelse

NYE FORLØB vinter/forår 2024

Bevægelse & yoga – træning for krop & sjæl

Mandagshold kl. 18.30-20.00

12 gange med start den 15. januar 2024 og frem til den 15. april  (Dog ikke i uge 7 og 2. påskedag)

Pris: 1450 kr. for 12 gange

Onsdagshold kl. 18.30-20.00

12 gange med start den 17. januar 2024 og frem til den 17. april. (Dog ikke i uge 7)

Pris: 1450 kr. for 12 gange

Tilmelding på mail til kathrine@klinikuglebjerg.dk

Yin Yoga – åndedræt, ro & balance 

Mandagshold 

Et formiddagsforløb over 7 gange med start mandag 17.. januar 2023 kl. 9-10.3 Herefter mødes vi de næste 6 mandage. Sidste gang er den mandag d. 12/6 (dog ingen yoga d. 2/5)

Det koster 850 kr. at deltage de 7 gange.

Du kan tilmelde dig på mail: kathrine@klinikuglebjerg.dk

 

Bevægelse & Yoga

Bevidst Bevægelse hos Klinik Uglebjerg

Jeg er uddannet Holistisk Bevægelsesterapeut af Inger Lise Riis i Nordjylland (Skolen For Optimal Terapi).

Derudover har jeg taget Yoga Mod Stress uddannelsen ved Anne Goncalves og et Yin Yoga kursus ved Yvonne Hansen.

Yoga & Bevægelse – træning for krop og sjæl.

“Ro i kroppen giver ro i tankerne, og ro i tankerne giver ro i koppen.”

Små hold med max 8 – 12 deltagere.

Jeg elsker at undervise i yoga og bevægelse. Jeg brænder for at formidle min viden videre. Yoga & bevægelse er for alle – uanset hvordan din krop ser ud. Vi er alle forskellige, og heldigvis for det. Gennem yoga og bevægelse ønsker jeg at formidle videre, at alle kroppe kan noget – uanset form, vægt og bevægelighed. Det handler om at du finder trygheden i din krop og ser din krop som en medspiller og ikke en modspiller. Din krop er fantastisk, uanset hvordan den ser ud og den kan mange fantastiske ting.

Yoga & Bevægelse handler om, at du bliver bevidst om din krop og lærer at bevæge den hensigtsmæssigt. Gennem bevidste bevægelser bliver du ven med din krop.

Yoga & bevægelse er blide yoga stillinger og øvelser for krop og sjæl. Gennem blide og styrkende øvelser, fokus på åndedrættet og afspænding, bliver du mere nærværende og får øget kropsbevidsthed.

Udover de fysiske øvelser består yoga og bevægelse også af mentalt og indre arbejde. Med det mener jeg, at vi hver gang afslutter med en guidet afspænding/meditation. Jeg guider dig ind i en afspænding, hvor du får mulighed for at mærke roen i din krop. Afspændingen er en rigtig vigtig del af timerne hos mig. Det er træning for krop og sjæl.

Vi bruger bl.a. elastikker, lille træningsbold og yogabælte.

Du lærer at lytte til kroppen og bliver mere kropsbevidst. Du mærker din krop, får mere energi og får det bedre. Du får ikke så meget sved på panden, men du får måske nogle nye og positive tanker i hovedet. Jo mere smidig du er fysisk, jo mere smidig er du  også psykisk.

“Kære Kathrine. Kunne skrive en lang stil om alle de gode grunde til at gå på et forløb hos dig, men en sætning trænger sig på og siger rigtig meget for mig. Hos dig finder man hjem i sig selv”.

 

“Hos dig har jeg oplevet den forståelse og accept af smerter som ikke findes andre steder. Man kan være med på de betingelser man kan, og der bliver ikke set forkert på at sige fra, tværtimod. Det giver en god følelse af succes og så kan man pludselig godt få rørt både latter musklerne og alle de andre uden at det gør ondt på den forkerte måde. Der er fokus på at vi skal acceptere os selv som vi er”

Alle kan være med og har du nogle fysiske/psykiske udfordringer er det ingen hindring. Du kommer med alt hvad der er dig.

Jeg vil gøre mit til at det bliver et trygt rum, hvor du tør mærke din krop og lytte til den.

Jeg kører forløb af 10 – 12 ugers varighed.

“Allerede første gang jeg var hos dig, blev jeg rørt – Jeg følte mig heldig, at jeg havde fundet motion, der passer til mit tempo og temperament – og som hjælper mine ømme steder Og så elsker jeg folk, der kan sige pyt Du er et fantastisk menneske – tak”.

Yin Yogaden meditative og indadvendte praksis.

Yin Yoga er en stille og indadvendt yogapraksis. Her handler det ikke om styrke og muskulær udholdenhed, men mere om at spænde af, give efter og strække vores bindevæv. Når du arbejder med kroppen på den måde, vil du opleve at få en mere rummelig og fleksibel krop. Yin stillingerne påvirker meridianbanerne og hele energiflowet i din krop.

I yin yoga har vi fokus på det funktionelle fremfor det æstetiske. På den måde får du mulighed for at give slip på dine egne, og omverdenens, forventninger og istedet have fokus på det vigtigste: at finde frem til dit eget inderste jeg – derinde hvor al healing finder sted.

Der er omkring 25 yin yogastillinger, og vi befinder os i stillingen i 3-5 min. Det kan godt lyde af lang tid, og det kan være ganske udfordrende, men at være i stillingen over så lang tid giver dig muligheden for at give dig hen, give slip og slippe spændinger og muskelaktivitet.

Når du slipper og giver dig selv lov til at være med det der er og du finder ro i stilingen, giver efter for tyngdekraften vil dit åndedræt falde mere og mere til ro. Når dit åndedræt falder til ro, falder dit nervesystem også til ro.

Yin Yoga handler ikke om at præstere og yde, men om at være med det der er og møde din krop og sjæl. Det handler heller ikke om at du skal presse eller tvinge din krop ud i krævende stillinger. Det er ikke dig, der skal passes ind i stillingen, men stillingen der skal tilpasses dig. Vi er alle forskellige og derfor vil Yin yoga også se forskellig ud.

I Yin Yoga bruger vi forskelligt udstyr og hjælpemidler, så du giver din krop de optimale betingelser for at give slip.

Når du tillader dig selv at give efter i kroppen, blive blød og give slip på dit åndedræt i en yin yoga stilling, giver du også dit sind mulighed for at slippe tanker, og derved træner du både din krop og dit sind til mere rummelighed.

Og hvad er så det her bindevæv for noget? Bindevævet er det væv, som forbinder alt væv i kroppen. Bindevævet er omkring vores muskler, om vores organer – ja overalt i vores krop er der bindevæv. Forestil dig en appelsin. Alle de hvide hinder omkring frugtkødet er ligesom vores bindevæv i kroppen. Vores krop består af 70% bindevæv. Bindevævet indeholder rigtig mange nervetråde, faktisk mange flere end vores muskler. Så ofte når vi mærker smerte i vores muskler, er det rent faktisk vores bindevæv der gør ondt. Bindevævet kan blive stift og ufleksibelt efter skader og spændinger, men også stress sætter sig i vores bindevæv.

Vores bindevæv rummer vores historie.

Når du ligger i de lange, blide og nærende yin stillinger strækker du dit bindevæv, og fordi bindevævet hænger sammen i nole lange kæder, vil det have betydning ud i hele kroppen.

Alle, uanset erfaring er velkommen.

Curvy Yoga

Curvy yoga hos Klinik Uglebjerg

Curvy yoga er yogahold for skønne plus-size kvinder.

Jeg har i længe tænkt på at lave et yogaforløb – kun for skønne og bløde plus size kvinder. Min intention med holdet, er at du skal føle dig tryg ved at udfolde dig på måtten. Yoga er for ALLE kroppe, desværre er det bare ikke altid sådan vi tror det er. Ofte tror vi, at vi skal være en str. 36-38, smidige som en kat og i virkelig god form for at dyrke yoga. Men det er helt forkert. Yoga ER for ALLE kroppe.

På Curvy Yoga holdet er kropskærlighed og selvaccept i højsædet. Jeg vil så gerne, at du bliver ven med din krop og bliver mere fortrolig med den på en nærværende og selvkærlig måde. Du vil sikkert opdage, at din krop kan så meget mere end du regnede med.

Sammen vil vi udforske yogaen med blide flows og blide stræk. Vi vil også komme lidt omkring meditation og mindfulness gennem forløbet.

Yogaen hos mig er funktionel fremfor æstetisk. Det vil sige, at du ikke skal passe ind i en stilling, men stillingen skal passe til dig.

Du vil blive undervist af mig, som også er en plus size kvinde.

Der er ikke hold planlagt pt.

 

 

Yoga mod stress

 

Individuel yoga & bevægelse

Er for dig, der har glemt din krop. Måske kan du ikke mærke den. Måske har du følelse af, ikke at være hjemme i din krop. Måske er din krop fyldt med spændinger.

Eller måske vil du gerne have et individuelt yoga eller bevægelsesprogram til hjemmebrug.

I individuel yoga og bevægelse arbejder vi med din krop og din sjæl. Det er gennem øvelser, åndedrætsteknikker, meditation, mindfulness og afspænding.

Sessionen bliver tilrettelagt ud fra dig og dine behov.

Sessionen varer omkring 2 timer og koster 800 kr. Herefter får du tilsendt dit eget program på pdf-fil.